Hvad er dine blinde pletter i din kommunikation? Dét, der uden du ved det, virker særligt godt og overbevisende i dit møde med andre – og modsat. Blinde pletter er værd at stille skarpt på, fordi nøglen til positiv, personlig forandring tit gemmer sig her.
Fem skarpe
Hvad skal du skrue op og ned for i din personlige kommunikation? Og hvem kan hjælpe dig? Svar på fem spørgsmål og kom nærmere dine blinde pletter:
- Hvad får jeg oftest at vide om min måde at kommunikere ansigt-til-ansigt på?
- Hvad ”trigger” mig i andres kommunikation – og kan jeg have snerten af det selv?
- Hvad ville være det værste, andre sagde, om min måde at møde mennesker på?
- I hvilke situationer har min kommunikative tilgang fungeret særligt godt på andre, og hvad kendetegnede min adfærd positivt?
- Hvad har jeg erfaring for virker positivt eller negativt i mit kropssprog i samtalen med andre?
Når du har besvaret spørgsmålene, har du aktiveret tavs viden i dig selv – og har nu mulighed for at skrue op eller ned for adfærd i din personlige kommunikation. Men udforskningen af dine blinde pletter kan med fordel understøttes af en fortrolig kollega, leder eller ven, der vil svare – gerne skriftligt – på disse spørgsmål:
- Når du ser mig udefra i kommunikationen med andre, hvad synes du så virker særligt godt?
- Hvis du skulle nævne to ting, du og andre lægger mærke til, men som jeg sikkert ikke selv er klar over, hvad skulle det så være? Positivt som negativt.
- Hvad ville være den mindste men mest effektfulde ting, jeg kunne gøre mere eller mindre af fremover, der ville styrke min personlige kommunikation?
Størstedelen af din personlige kommunikation udspringer af dit kropssprog; stemmeføring, øjenkontakt, kropsholdning osv. Her er der tale om nonverbal kommunikation, og det er oftest her, de blinde pletter gemmer sig. Små justeringer kan gøre en stor forskel, og det er vigtigt, du får feedback på din nye adfærd. Vores anbefaling er derfor, at du beder en kollega om at lægge mærke til, hvordan du den næste uge svarer folk i telefonen, deltager på møder osv. Rigtig god fornøjelse.
For mere info. Tag fat i os og ring til Heidi på +45 6136 3861